Lodtrækningen til den europæiske kvalifikation for VM i kvindefodbold 2027 blev i går foretaget i Nyon, og det står nu klart, at Danmark kommer på noget af en prøve. Danmark og de resterende nationer i Europa står således foran en kvalifikation, hvor marginerne bliver hårfine, og hvor selv de mindste fejltrin kan koste drømmen om Brasilien.
I toppen af det hele finder vi Liga A, hvor Europas stærkeste nationer er samlet i fire grupper, og hvor kun vinderne kvalificerer sig direkte til slutrunden. For Danmark, der blev trukket i gruppe med Sverige, Italien og Serbien, betyder det, at vejen mod VM bliver alt andet end let. Sverige er i øjeblikket blandt verdens absolut bedste hold, mens Italien de seneste år har taget markante skridt fremad under ny ledelse. Danmark må derfor finde det bedste frem fra første fløjt, for selv et uafgjort resultat kan i dette format få store konsekvenser.
Gruppen ligner på mange måder en klassisk nordisk duel med sydlandsk krydderi. Sverige og Danmark kender hinanden ud og ind, og kampene mellem de to naboer plejer sjældent at skuffe. Italien kommer med teknisk kvalitet og taktisk disciplin, mens Serbien kan blive den ubekvemme modstander, der ikke har noget at tabe. For Danmark handler det derfor om gå ind til hver kamp med 100% overbevisning.
Men Danmark er langt fra det eneste land med en udfordrende lodtrækning. I gruppe A3 venter et vaskeægte gigantopgør mellem Spanien og England. Det bliver dermed en gentagelse af både VM-finalen i 2023 og EM-finalen i 2025, når de to lande mødes. De to stormagter i kvindefodbolden skal nu dyste direkte om én billet til slutrunden. For Island og Ukraine, der deler gruppen med de to giganter, ligner det en svær opgave at kvalificere sig.
I gruppe A4 mødes Tyskland og Norge, to af Europas mest traditionsrige kvindehold, i en gruppe, hvor Østrig og Slovenien kompletterer feltet. Tyskerne har været under genopbygning siden skuffelserne i 2023 og 2025, mens Norge håber at finde tilbage til tidligere tiders storhed. Denne gruppe kan blive mere åben, end mange tror, for Østrig har i flere slutrunder vist, at de kan udfordre de store.
Formatet for kvalifikationen er skåret ind til benet. Kun vinderne af de fire grupper i Liga A går direkte til VM i Brasilien, mens de øvrige må ud i nervepirrende play-offs. Det betyder, at selv et enkelt uheldigt nederlag kan sende et hold ud i et lotteri, hvor alt kan ske. Det er et format, der belønner stabilitet, men som også straffer de mindste udsving i form.
For nationerne i Liga B og C er drømmen mere langsigtet. De kæmper ikke om direkte kvalifikation, men om at avancere og sikre sig adgang til play-off-systemet, hvor der stadig er en chance for VM-deltagelse. Denne struktur er en del af UEFA’s forsøg på at skabe større konkurrencebalance og give flere lande mulighed for udvikling.
For Danmark og landstræner Jakob Michelsen er lodtrækningen en klar advarsel: der bliver ingen lette kampe, og ambitionerne skal bakkes op af præstationer. Holdet har vist kvalitet i EM-kvalifikationen tidligere på året, men mod Sverige og Italien kræves en anden form for kynisme og effektivitet. Der skal sejre på bordet.
Set fra et bredere perspektiv står europæisk kvindefodbold stærkere end nogensinde. Aldrig før har så mange nationer haft realistiske ambitioner om at nå VM, og lodtrækningen i Nyon har blot understreget, hvor tæt feltet er blevet. Spanien og England står stadig som de toneangivende, men Tyskland, Frankrig, Sverige og endda Danmark lurer lige bag dem, klar til at slå til, hvis chancen opstår.
VM-kvalifikationen begynder i marts 2026, og hvis alt lykkedes for Danmark, venter der et VM i Brasilien i sommeren 2027.
Sportsjournalist
christian@sportnyhet.com

Efterlad en kommentar