Colombia er klar til kvartfinalen ved kvindernes fodbold-VM i 2023. Anfører Catalina Usme satte en stopper for Jamaicas fine statistik med 0 indkasserede mål i slutrunden med et drømmemål, der sendte Colombia i nationens første VM-kvartfinale, hvor de møder England på lørdag.

Tirsdag morgen var der lagt op til en spændende ottendedelsfinale mellem to af VM’s overraskelser i Colombia og Jamaica, hvor førstnævnte var lidt større favoritter til opgøret på trods af, at Jamaica ikke havde lukket ét eneste mål ind hidtil i slutrunden. Støtten på tribunerne var overvejende colombiansk når det kom til nationalsange, da sydamerikanerne var valfartet til AAMI Park i Melbourne.

Det var en hård og fysisk start mellem to fysiske hold, hvor Jamaica havde talt meget om deres fysiske styrke og hurtighed, og Colombia var i skudlinjen med snak om “foul play” før og under slutrunden.

Den første halve time bød ikke på særligt mange chancer til nogen af holdene, selvom Colombia havde kampens første skud på mål, som testede Jamaicas dygtige keeper Rebecca Spencer, om end det var i en periode, hvor Jamaica nok var bedst.

Der var en stærk kampånd fra begge hold i første halvleg, og ingen af holdene gav en tomme på deres drøm om at møde England i en VM-kvartfinale på lørdag. Colombia var den drivende kraft i anden del af første halvleg, men uden at gøre for meget væsen af sig udover at tvinge Jamaica til at indkassere to gule kort i slutningen af halvlegen.

En ret langsom første halvleg blev forvandlet til en flyvende start i anden halvleg. Kun seks minutter inde i halvlegen skød 18-årige Ana Guzman en usandsynlig lang bold fra modsatte side til Colombias anfører Catalina Usme, som med en perfekt berøring tog bolden ned i straffesparksfeltet og derefter fik scoret til 1-0 for Colombia med sin venstre fod. Et klassemål af Colombia, og Jamaica havde lukket deres første mål ind ved dette VM.

Kort efter det colombianske mål kom der to farlige chancer. Først skabte Jamaica kaos i det offensive straffesparksfelt på en dødbold, men de formåede ikke at få bolden ind ved den fjerneste stolpe, og på det efterfølgende kontraangreb var Colombias supertalent Linda Caicedo tæt på at øge Colombias føring.

Jamaica har været det bedste hold ved VM defensivt med nul indkasserede mål før Usme’s drømmemål. Men offensivt har Jamaica kun scoret ét mål på en dødbold og har ikke imponeret i den afdeling, hvilket var tydeligt, da de havde brug for at gå frem til sidst. Det vigtigste for Jamaica var at sætte Manchester City-angriberen Khadija Shaw i spil så ofte som muligt, men stjernen var lidt for ofte alene fremme efter 15 minutter i anden halvleg.

Jamaicas landstræner Lorne Donaldson sendte nogle offensive kræfter ind i det sidste kvarter af den ordinære spilletid. Men det var svært for Jamaica at bryde igennem Colombias robuste forsvar, et forsvar, der havde nøglespillere oppe foran til at sende bolde videre på kontraangreb. Colombia kontrollerede begivenhederne godt i den tidlige del af det sidste kvarter og tillod ikke jamaicanerne mange målchancer.

Men med otte minutter tilbage af den ordinære spilletid havde den jamaicanske midtbanespiller Drew Spence en stor chance efter et godt indlæg, men Tottenham-midtbanespilleren kunne ikke få bolden i mål, men sendte den i stedet lige forbi. Et par minutter senere havde Colombias Leicy Santos Herrera en stor chance for at udligne, men midtbanespilleren headede bolden på stolpen.

Jamaica havde fem minutters tillægstid til at sende lange bolde til deres angribere. Men Colombia, som havde spillet en perfekt kamp indtil nu, fortsatte på det rette spor, da de trak tiden ved at holde på bolden i de første par minutter af den forlængede spilletid. Med halvandet minut tilbage af den forlængede spilletid fik Jamaica chancen på et hjørnespark fra højre side. Heller ikke denne gang blev der scoret, og Colombias Keeper Catalina Perez Jaramillo kunne samle bolden op en sidste gang. Colombia vandt kampen 1-0 og går nu videre til næste runde af VM-slutspillet.

Colombia er nu klar til nationens første kvartfinale ved VM i kvindefodbold nogensinde. I to tidligere forsøg (2011 og 2015) er de ikke nået længere end til ottendedelsfinalen. Colombia skal nu møde europamestrene England i kvartfinalen lørdag den 12. august med kickoff kl. 12.30. Jamaica forlader VM med en historisk ottendedelsfinale og kun ét indkasseret mål i fire VM-kampe.

Colombia – Jamaica, 1-0 (0-0)

’52 1-0 Catalina Usme

 


Frankrig U23 - Spanien U23
Max