VM-kvalifikationen er allerede startet i Asien og Sydamerika, og i morgen går det løs i den afrikanske VM-kvalifikation.
En kvalifikation der i forvejen er kendt for at være ufatteligt hård. Faktisk bliver turneringen oftest beskrevet som den hårdeste VM-kvalifikationsturnering i verden. De lange rejsedistancer kombineret med dårlige og til tider sjældne flyforbindelser, ekstreme vejrforhold, kummerlige forhold samt fjendtlighed over for de besøgende hold gør det til et mareridt for alle holdene.
Op til 10 afrikanske hold til VM i 2026
Til VM i Qatar 2022 var der kun fem afrikanske hold med, men det bliver der lavet om på frem mod frem mod VM i 2026. Turneringsformatet er blevet ændret fra kun at inkludere 32 hold, til nu at have 48 hold med. Det betyder at Afrika kan sende hele ni hold afsted, mens et tiende hold vil få chancen for at kvalificere sig via den interkontinentale play-off-turnering. Vi kan altså potentielt se frem mod en fordobling af afrikanske hold til VM.
Nyt turneringsformat i Afrika
Med de nye VM-pladser har det afrikanske fodboldforbund besluttet at lave om på turneringsformatet. Det traditionelle format med en indledende runde for de lavere rangerede nationer er dermed blevet skrottet. I stedet skal alle afrikanske nationer deltage i et større gruppespil. Alle 54 lande bliver dermed delt op i ni grupper med seks hold i hver. Dog blev planen spoleret af Eritreas sene udmelding, da de blot fire dage før turneringsstarten meldte ud, at de ikke deltager. Derfor kommer Gruppe E kun til at bestå af fem hold.
Alle holdene i grupperne skal møde hinanden ude og hjemme, og de ni gruppevindere får altså hver især stukket en VM-billet i hånden.
Her er grupperne i den afrikanske VM-kvalifikation
Gruppe A: Egypten, Burkina Faso, Guinea-Bissau, Sierra Leone, Etiopien, Djibouti
Gruppe B: Senegal, DR Congo, Mauretanien, Togo, Sudan, Sydsudan
Gruppe C: Nigeria, Sydafrika, Benin, Zimbabwe, Rwanda, Lesotho
Gruppe D: Cameroun, Kap Verde, Angola, Libyen, Eswatini, Mauritius
Gruppe E: Marokko, Zambia, Congo, Tanzania, Niger (Eritrea trak sig den 10. november)
Gruppe F: Elfenbenskysten, Gabon, Kenya, Gambia, Burundi, Seychellerne
Gruppe G: Algeriet, Guinea, Uganda, Mozambique, Botswana, Somalia
Gruppe H: Tunesien, Ækvatorialguinea, Namibia, Malawi, Liberia, Sao Tome og Principe
Gruppe I: Mali, Ghana, Madagaskar, Den Centralafrikanske Republik, Comorerne, Tchad
De første to kampe i hver gruppe bliver spiller mellem i morgen og den 21. november, mens runde tre og fire først finder sted til juni næste år.
Foruden gruppevinderne har et ekstra afrikansk hold mulighed for at kvalificere sig gennem den interkontinentale play-off-turnering. De fire bedste andenpladser skal således spille en miniturnering med to semifinaler og en finale i november 2025. Vinderen af den turnering bliver altså sendt videre til den interkontinentale play-off-turnering.
Det bliver yderst spændende at følge den afrikanske VM-kvalifikation, og da kvalifikationskampene er fordelt over to år, med fire kampe i september og oktober 2025, er det ikke utænkeligt at vi får op til flere overraskelser og potentielt også nye VM-debutanter.
Sportsjournalist
christian@sportnyhet.com
Efterlad en kommentar