2030 bliver første gang nogensinde, at der skal afholdes en VM-slutrunde på tværs af tre kontinenter.

Således har FIFA peget på Spanien, Portugal og Marokko som værter for VM i herrefodbold i 2030. Dog med den krølle at de første tre kampe skal spilles i Sydamerika.

Det offentliggør FIFA på sin hjemmeside efter en videokonference i FIFA Council.

Man har fra FIFA’s side valgt at tage højde for 100-års jubilæet for VM i 2030 ved at give de første tre kampe i turneringen til Uruguay, Argentina og Paraguay, som havde lagt et fælles bud ind på slutrunden. Uruguay var nemlig vært for den første VM-slutrunde tilbage i 1930, men FIFA mente altså ikke at deres bud var tilstrækkeligt.

Spanien, Portugal og Marokko vandt buddet

I stedet bliver det det fælles bud fra Sydeuropa og Nordafrika, der vinder buddet.

“To kontinenter – Afrika og Europa – forenet, ikke bare i fejring af fodbold, men også ved at sørge for en unik social og kulturel samhørighed. Hvilken fremragende besked om fred, tolerance og inklusion”. Sådan lød det fra FIFA-præsident Gianni Infantino i pressemeddelelsen.

VM i 2030 bliver første gang for Marokko som vært for verdens største fodboldturnering. De bliver ligeledes det første nordafrikanske land til at afholde officielle VM-kampe. Det bliver også værts-debut for Portugal, mens Spanien agerer vært for anden gang i landets histore. Sidst der blev spillet VM-fodbold på spansk jord, var tilbage i 1982.

Før FIFA’s pressemeddelelse var der meldinger om, at de tre værtsnation havde inkluderet Ukraine i VM-buddet. Grundet sikkerhedsforanstaltninger måtte de dog undlade det.

VM i 2030 bliver dermed det første VM i historien til at blive spillet på tværs af tre kontinenter. VM i 2026 bliver også den første VM-slutrunde i historien til at blive spillet i mere end to lande, når USA, Canada og Mexico om 2,5 år slår dørene op for VM.

FIFA møder kritik

FIFA møder dog kritik for sin beslutning. For i samme pressemeddelse sætter FIFA nemlig 2034 på dagsorden. Således opfordrer det internationale fodboldforbund interesserede lande fra fodboldforbundene i Asien og Oceanien til at afgive et bud.

Der er i længere tid blevet snakket meget om Saudi-Arabien, som angiveligt skulle være meget interesserede i at afholde slutrunden. Landets kronprins, Mohammed Bin Salman, er også ved flere vigtige fodboldkampe blevet strategisk placeret ved siden af FIFA-præsidenten, Gianni Infantino.

Det er problematisk for FIFA af flere årsager. For Saudi-Arabien er notorisk kendt for at være fløjtende ligeglade med menneskerettigheder, og det er åbenlyst at det mellemøstlige kongerige bruger ‘sportswashing’ som en metode til at forbedre deres ry og re-brande landet. For nyligt var kronprinsen endda selv ude at sige i medierne at han ville fortsætte med at lave ‘sportswashing’, hvis det gavnede den saudi-arabiske økonomi.

Med FIFA’s udmelding ligger de selv yderligere brænde på bålet, og det lugter efterhånden meget af en slutrunde i Saudi-Arabien 2034.

Først skal vi dog forbi USA, Canada og Mexico i 2026, inden Spanien, Portugal og Marokko altså styrer showet i 2030.


Luton Town - Everton